Usikkerheder i estimeringen af VSL
Som præsentationen af den hedoniske og den hypotetiske metode illustrerer, eksisterer der ikke én fast metodisk standard for estimeringen af VSL. Selv inden for eksempelvis den hedoniske metode, eksisterer der en pluralitet af "sub-metoder". Men trods manglen på en fælles fremgangsmåde i forhold til estimeringen af VSL, samt de åbenlyse usikkerheder i estimeringsmetoderne (jf. de meget varierende VSL-estimater), argumenterer de fleste studier for, at deres konkrete undersøgelse bidrager til udviklingen af et mere præcist VSL-estimat. Dette synes at pege på, at der trods metodisk pluralitet, eksisterer en økonomisk konsensus om, at alle kan bidrage i jagten på mere præcise estimater.
I vores læsning af VSL-studier og metoderefleksioner om udregningen af VSL, har vi således ikke identificeret en udtalt kontrovers blandt økonomerne omkring, hvilke metoder der bør anvendes. Usikkerheder forbundet med bestemte metoder problematiseres til tider, men kritikken indgår ofte i en sammenhæng, hvor fordele og ulemper ved forskellige metoder diskuteres mere generelt. Der synes dermed at eksistere en konsensus om, at ingen metode er perfekt. Man kan dog diskutere, hvorvidt økonomernes påpegning af usikkerhederne i forbindelse med deres egne studier, kan siges at have en legitimerende effekt for deres resultater. I VSL-artiklerne fremgår det ofte, hvordan tidligere studier har indeholdt fejl og mangler i deres estimering af VSL. En fremhævning, der kan ses som et eksempel på autoritetsproduktion, i og med, at den økonomiske ekspert viser, at hun eller han selv er opmærksom på at tage hånd om de usikkerheder, de hidtidige studier ikke selv har formået at håndtere. Dette udtryk for en "bekvemmelighed" ved usikkerhederne, kan dermed ses som en drivkræft i den metodologiske optimisme, der synes kendetegnede for økonomernes selvforståelse og relation til deres forskningsgenstand, VSL-værdien. Usikkerhederne undergraver ikke studierne, men skaber i stedet grobund for mere forskning og undersøgelse.
Trods en konsensus om, at det ikke er muligt finde det eksakte VSL-mål, er der således også en konsensus blandt de økonomiske eksperter, der udarbejder VSL-studierne om, at man kun kommer et rimeligt estimat nærmere ved at prøve sig frem med forskellige metoder, indsamle bedre data samt at reflektere over styrker og svagheder ved forskellige metoder. Vi betegner dette som en konsensus gennem usikkerhed, hvor det er den fælles økonomiske beskæftigelse og overkommen af usikkerhederne, der synes at være konsensusproducerende. Ashenfelters konklusion i et working paper om fordele og ulemper ved at måle VSL opsumerer på fin vis denne idé:
Som præsentationen af den hedoniske og den hypotetiske metode illustrerer, eksisterer der ikke én fast metodisk standard for estimeringen af VSL. Selv inden for eksempelvis den hedoniske metode, eksisterer der en pluralitet af "sub-metoder". Men trods manglen på en fælles fremgangsmåde i forhold til estimeringen af VSL, samt de åbenlyse usikkerheder i estimeringsmetoderne (jf. de meget varierende VSL-estimater), argumenterer de fleste studier for, at deres konkrete undersøgelse bidrager til udviklingen af et mere præcist VSL-estimat. Dette synes at pege på, at der trods metodisk pluralitet, eksisterer en økonomisk konsensus om, at alle kan bidrage i jagten på mere præcise estimater.
I vores læsning af VSL-studier og metoderefleksioner om udregningen af VSL, har vi således ikke identificeret en udtalt kontrovers blandt økonomerne omkring, hvilke metoder der bør anvendes. Usikkerheder forbundet med bestemte metoder problematiseres til tider, men kritikken indgår ofte i en sammenhæng, hvor fordele og ulemper ved forskellige metoder diskuteres mere generelt. Der synes dermed at eksistere en konsensus om, at ingen metode er perfekt. Man kan dog diskutere, hvorvidt økonomernes påpegning af usikkerhederne i forbindelse med deres egne studier, kan siges at have en legitimerende effekt for deres resultater. I VSL-artiklerne fremgår det ofte, hvordan tidligere studier har indeholdt fejl og mangler i deres estimering af VSL. En fremhævning, der kan ses som et eksempel på autoritetsproduktion, i og med, at den økonomiske ekspert viser, at hun eller han selv er opmærksom på at tage hånd om de usikkerheder, de hidtidige studier ikke selv har formået at håndtere. Dette udtryk for en "bekvemmelighed" ved usikkerhederne, kan dermed ses som en drivkræft i den metodologiske optimisme, der synes kendetegnede for økonomernes selvforståelse og relation til deres forskningsgenstand, VSL-værdien. Usikkerhederne undergraver ikke studierne, men skaber i stedet grobund for mere forskning og undersøgelse.
Trods en konsensus om, at det ikke er muligt finde det eksakte VSL-mål, er der således også en konsensus blandt de økonomiske eksperter, der udarbejder VSL-studierne om, at man kun kommer et rimeligt estimat nærmere ved at prøve sig frem med forskellige metoder, indsamle bedre data samt at reflektere over styrker og svagheder ved forskellige metoder. Vi betegner dette som en konsensus gennem usikkerhed, hvor det er den fælles økonomiske beskæftigelse og overkommen af usikkerhederne, der synes at være konsensusproducerende. Ashenfelters konklusion i et working paper om fordele og ulemper ved at måle VSL opsumerer på fin vis denne idé:
“Measurements of the VSL are essential for decisions based on these ideas [cost-benefit analysis], and apparently the precision of the estimates we have is considered better than the use of no measurements at all. Off course, there is room for much improvement, and no doubt there will be a great deal of it” (Ashenfelter 2006)
Meta-analyser
Inden for både de hedonistiske og hypotetiske studier varierer VSL meget. En usikkerhed som nogle økonomer forsøger at håndtere ved at lave såkaldte "meta-analyser", hvor man på baggrund af VSL-estimater fra tidligere studier, søger at give et samlet estimat for VSL. I og med at denne metode bygger på tidligere undersøgelser, synes udviklingen af metaanalyser at udtrykke tillid og troværdighed til de studier, der medtages i meta-analysen. En pointe der synes at supplere ovenstående pointe om, at økonomerne via deres studier samlet set kan nærme sig et mere præcist VSL-estimat. Dette ligger i tråd med citatet af Ashenfelter oven for, der eksemplicerer den metodis-ke udviklingsoptimisme blandt økonomerne. (Se også argumenterne for VSL) Ifølge OECD (2012) er en fordel ved meta-analyser, at de giver indblik i, hvilke faktorer, der påvirker, hvor højt eller lavt VSL estimeres. Når VSL-studier foretages, indgår en række baggrundsvariable på den population, man estimerer værdien ud fra. Ved hjælp af disse variable, vurderer økonomerne, hvilke baggrundsvariable, der har betydning for individernes betalingsvillighed eller villighed til at acceptere en gevist for større dødsrisiko. Eksempler på sådanne baggrundsvariable, der kan påvirke estimeringen af VSL, er blandt andet køn, indkomst, uddannelses og alder. |