Fra kold krig til værdisætning af et statistisk liv
Økonomen H. Spencer Banzhaf udgav i 2014 en artikel om oprindelsen af VSL-målet. På baggrund af denne artikel vil vi vise, hvilke risici, der skabte behovet for udviklingen af målet for værdien af et statisktisk liv, hvordan VSL vandt frem i økonomiske analyser, og herfra skitsere forskellige faser i kontroversen omkring værdisættelsen af et statistisk liv. Nedenfor fremgår en tidslinje, der illusterer de nedslagspunkter i udviklingen af kontroversen, som vi kommer ind på i dette afsnit og i den udvalgte case.
Økonomen H. Spencer Banzhaf udgav i 2014 en artikel om oprindelsen af VSL-målet. På baggrund af denne artikel vil vi vise, hvilke risici, der skabte behovet for udviklingen af målet for værdien af et statisktisk liv, hvordan VSL vandt frem i økonomiske analyser, og herfra skitsere forskellige faser i kontroversen omkring værdisættelsen af et statistisk liv. Nedenfor fremgår en tidslinje, der illusterer de nedslagspunkter i udviklingen af kontroversen, som vi kommer ind på i dette afsnit og i den udvalgte case.
Kontroversen i et historisk perspektiv
Ny ekspertise i U.S. Air Force
Da Sovjet Unionen i 1949 detonerede den første atombombe, first lightning, efterspurgte U.S. Air Force ekspertise fra analyseburet RAND corporation, der arbejdede med militære strategier for at håndtere den risiko det udgjorde, at Den Kolde Krig nu ville blive varm. RAND bestod af økonomer og politologer, og deres formål var at udvikle kvantitative index inden for egenskaberne ved militær taktik, strategi og isenkram således, at egenskaber, fordele og ulemper ved militære valg, blev lettere at sammenlige og opveje mod hinanden. Det var dog ikke alle i U.S. Air Force, der var lige begejstrede for, at disse akademikere skulle være eksperter inden for militære anliggender. Ikke desto mindre var det RAND, der fik lov til at udvikle strategien for et eventuelt angreb mod Sovjet Unionen i tilfælde af, at en krig ville bryde ud. RAND udviklede strategien på baggrund af en cost-benefit analyse, hvor budgettet for omkostningerne ved et evt. angreb var fastsat, og RAND's opgave var at maksimere ødelæggelsen for dette budget. Til udarbejdelse af strategien benyttede de sig af højteknologiske computere, der var i stand til at opveje mere end 400.000 angrebsstrategier op mod hinanden. Den endelige strategi blev at sende en hær af sårbare propelfly afsted, som skulle forvirre det Sovjetiske forsvar, hvoraf kun få af dem bar bomber, der kunne få fred til at bombe de mål, hvor ødelæggelsen ville være maksimal. |
”We may set a value on human life higher than the mere training cost of a replacement. A man may cost $ 10,000 in terrms of a training cost to replace, but we may prefer to lose $ 15,000 in materials or machines if we can save the man. This sentence point the way to costing loss of men, if the condition described actually holds true. Obviously, there is a limit to the materials or machines we will sacrifice to save the man, and our losses in men should be valued in terms of this limit, cold-blooded as it may sound. In many respects lives and dollars are incommensurable, but unfortunately the planners must compare them.” (Hirshleifer 1950, i Banzhaf 2014) |
På baggrund af disse overvejelser besluttede Hirshleifer sammen med andre økonomer fra RAND, at fralægge sig ansvaret for værdisætningen af piloternes liv, med konklusionen:
Derfor droppede RAND den egentlige plan om at udvikle en generel teori for cost-benefit analyser til luftvåbnet, hvor der var taget højde for værdien af piloternes liv. I stedet lagde de flere små optimeringsforslag frem for U.S. Air Force således, at ansvaret for at tillægge flyvevåbnets piloter og kabinepersonale værdi.
Fra værdisætning af liv, til værdisætning af Risici
I 1956 bliver økonomen Thomas Schelling ansat i RAND. Schelling har tilsyneladende ikke samme modvilje mod at værdisætte piloternes liv, og vejleder bl.a. en tidligere Air Force pilot, Jack Carlson, i hans økonomiske afhandling ved Air Force Akadamiet, der netop omhandler hvorvidt og hvordan det er økonomiens opgave at værdisætte dét at redde liv.
Carlson konkluderer i sin afhandling fra 1963:
I 1956 bliver økonomen Thomas Schelling ansat i RAND. Schelling har tilsyneladende ikke samme modvilje mod at værdisætte piloternes liv, og vejleder bl.a. en tidligere Air Force pilot, Jack Carlson, i hans økonomiske afhandling ved Air Force Akadamiet, der netop omhandler hvorvidt og hvordan det er økonomiens opgave at værdisætte dét at redde liv.
Carlson konkluderer i sin afhandling fra 1963:
Dermed bragte Carlson ansvaret for afvejningen mellem ressourcer og reddede liv tilbage til økonomerne. Metoden for at udregne værdien af at redde liv, var dog på det tidspunkt stadig begrænset til beregningen af piloternes faglige og kompetencemæssige værdi (Human capital). Menneskets "iboende" værdi havde man endnu ingen redskaber til at udregne, og berøringsangsten omkring værdisætningen var dominerende.
Der sker dog et skred i forståelse af værdisætningen, da Thomas Schelling i 1968 skriver essayet "The Life You Safe May Be Your Own", hvor han framer problemstillingen omkring værdisætningen på en ny måde. Schelling skriver i sit essay, at man naturligvis ikke kan sætte pris på et specifikt liv, eller en specifik død, men samtidigt argumenterer han for, at det heller ikke er det der sker, når økonomer sætter en pris på en reduktion i risikoen for at dø. Det, der prissættes er, ifølge Shelling, netop en reduktion i risici. Shelling undviger dermed det moralske i at værdisætte et liv ved i stedet at fokusere på, hvordan mennesker hver eneste dag laver en afvejning mellem ressourcer og risici.
Der sker dog et skred i forståelse af værdisætningen, da Thomas Schelling i 1968 skriver essayet "The Life You Safe May Be Your Own", hvor han framer problemstillingen omkring værdisætningen på en ny måde. Schelling skriver i sit essay, at man naturligvis ikke kan sætte pris på et specifikt liv, eller en specifik død, men samtidigt argumenterer han for, at det heller ikke er det der sker, når økonomer sætter en pris på en reduktion i risikoen for at dø. Det, der prissættes er, ifølge Shelling, netop en reduktion i risici. Shelling undviger dermed det moralske i at værdisætte et liv ved i stedet at fokusere på, hvordan mennesker hver eneste dag laver en afvejning mellem ressourcer og risici.
Et statistisk liv
Hermed introducerer Schelling begrebet "Value of a statistical life", VSL, hvor ordet statistisk skal udtrykke, at der ikke er tale om et speficifikt liv, men derimod den lille sandsynlighed, der altid er for at dø, som vi i vores daglige prioriteringer kan gøre større og mindre. Eksempelvis er det umuligt at færdes i trafikken uden at udsætte sig selv for en marginal dødsrisiko, men denne dødsrisiko er de fleste villige til at acceptere for den gevinst man får ved at kunne komme fra punkt A til punkt B.
Ifølge Banzhaf (2014) var det dog ikke alle økonomer, der i 1960'erne var enige om, hvorvidt hans argumentation holdt vand. Argumentet var, at en afvejning mellem dødsrisiko og ressourcer i sagens natur er et politisk spørgmål, og derfor må den også foretages af de folkevalgte politikere. Dog var disse økonomer ikke afvisende over for, at VSL kunne bidrage til en mere informeret beslutningsproces.
Schelling kom i sit essay med en teori om, hvordan værdien af det statistisk liv kunne måles: Enten ved at undersøge, hvordan risiko og ressourcer opvejes mod hinanden på markedet, eller ved at lave surveys. I det efterfølgende år og frem til i dag bliver der stadig arbejdet videre efter disse principper (se hvordan fastsættes VSL?). I dag er VSL implementeret i cost-benefit analyser hos mange statslige myndigheder verden over, hvor målet anvendes i opvejningen mellem politiske tiltag, der påvirker befolkningens dødelighed.
Hermed introducerer Schelling begrebet "Value of a statistical life", VSL, hvor ordet statistisk skal udtrykke, at der ikke er tale om et speficifikt liv, men derimod den lille sandsynlighed, der altid er for at dø, som vi i vores daglige prioriteringer kan gøre større og mindre. Eksempelvis er det umuligt at færdes i trafikken uden at udsætte sig selv for en marginal dødsrisiko, men denne dødsrisiko er de fleste villige til at acceptere for den gevinst man får ved at kunne komme fra punkt A til punkt B.
Ifølge Banzhaf (2014) var det dog ikke alle økonomer, der i 1960'erne var enige om, hvorvidt hans argumentation holdt vand. Argumentet var, at en afvejning mellem dødsrisiko og ressourcer i sagens natur er et politisk spørgmål, og derfor må den også foretages af de folkevalgte politikere. Dog var disse økonomer ikke afvisende over for, at VSL kunne bidrage til en mere informeret beslutningsproces.
Schelling kom i sit essay med en teori om, hvordan værdien af det statistisk liv kunne måles: Enten ved at undersøge, hvordan risiko og ressourcer opvejes mod hinanden på markedet, eller ved at lave surveys. I det efterfølgende år og frem til i dag bliver der stadig arbejdet videre efter disse principper (se hvordan fastsættes VSL?). I dag er VSL implementeret i cost-benefit analyser hos mange statslige myndigheder verden over, hvor målet anvendes i opvejningen mellem politiske tiltag, der påvirker befolkningens dødelighed.
Siden Schelling introducerede begrebet i 1968 har begrebet ikke været omdiskuteret i offentligheden som den blev i 2003, hvor U.S. Environmental Protection Agency (EPA) på baggrund af økonomisk rådgivning valgte at værdisætte ældre menneskers statistiske liv lavere end resten af befolkningens. I folkemunde blev denne justering af ældre menneskers statistiske værdi kaldt Senior Death Discount. Vi har udvalgt denne debat som vores case, der kan vise mødet mellem den økonomiske videnskab, en statslig myndighed og offentligheden. Læs mere her.
I debatten giver flere økonomer udtryk for at befolkningen har misforstået teorien bag VSL, og i 2010 foreslår økonomen Trudy Ann Cameron 2010 i det økonomiske tidsskrift "Review of Environmental Economics and Policy" at man ikke bør tale om værdien af et statistisk liv, men i stedet tale om det som villighed til at bytte penge for mikrorisiko, for at offentligheden ikke misforstår begrebet. |
|